Om præsidenter, arketyper, traumer og heltinderejser


Frihedsgudinden møder Princess Lea møder Katniss Aberdeen møder kristen fredshelgeninde alt sammen i ”bad-ass” Lady Gagas kraftfulde fremførelse af ”The Anthem" sidste onsdag til Joe Bidens Og Kamala Harris indsættelsesceremoni.


Nogle gange er styling ikke bare styling, og sidste onsdag tog Lady Gaga og hendes stylist det "up next level" eller måske skal man rettere sige ”down next level” ned til det ubevidste ”level”, der hvor arketyperne i vores psyke bor. Det er der, hvor vi bliver bevæget ikke bare alene, men kollektivt, fordi vi alle sammen forstår arketypiske symboler, når vi ser dem. De kræver ingen ord.


For det er kraftfuld kommunikation, når væren, fremførelse og påklædning udlever en arketype så rent og stærkt, som det skete flere gange til den amerikanske præsidentindsættelse.


Det kan bruges til masseforførelse eller til at skabe motivation til healing og bæredygtig udvikling. Det afhænger af, hvordan magthaverne vælger at bruge deres (arketypiske) magt, men det kan faktisk også skabe bevægelse i vores forhold til os selv, og i hvordan vi lever vores liv i en større sammenhæng.

Arketyper bor i os alle. Det er de strukturer, der findes i vores ubevidste. Det er kollektive figurer, der er "lavet af" tusinder af års menneskelig erfaring. Erfaringer vi er fælles om at gennemleve i dette liv. Erfaringer, der handler om liv og død, krise og udvikling, barn og voksen, gammel og ung, god og ond.

Det er kategorier, vi alle bærer i os, og når vi møder dem rent og kraftfuldt i det ydre – og særligt i en krisetid, så bevæger det os dybt i det indre.


Litteratur, kunst og filmfortælling er næsten altid arketypiske fremførelser, hvor f.eks. helten & skurken, eller fjolset & den vise fortælles, fortolkes og formidles.


Arketyper er altid omkring os, og det er måden, vi genkender os selv på i andre og i historien. Når de dele af menneskelivet bliver spejlet, udfordret eller forkastet i de ydre, er det en mulighed for os til at søge spejling, vejledning og mening i vores indre. Måske er det derfor, vi har så meget brug for kunsten, litteraturen, fortællingen også selvom dens kvalitet kan betvivles, når den efterhånden primært viderebringes via Netflix.


Kort sagt, arketyper både vejleder og spejler os.


Suzanne Brøgger beskriver muligheden for at være i kontakt med de arketypiske dele af os selv i et nyligt interview til TV2 Lorry fra sit hjem på landet:


”Jeg oplever, at det at blive gammel, at man rummer alle aldre, så man har både barnet og ungdommen og den voksne modne og den ældre samtidig (….) for mig er der en samtidighed – både i mit eget livs sekvenser, men også i selve historien, tilbage til stenalderen her henne om hjørnet, at jeg lever i en samtidighed med det hele. (Suzanne Brøgger TVZ Lorry, januar 2021)


Og til den amerikanske præsidentindsættelse i onsdags, mødte vi så arketypernes kraft ”FULL ON” lige ind i stuerne, og det var ikke engang en serie, vi havde streamet. Det var live!


Udover det syngende ”bad-ass” fredssymbol, der i øvrigt bar læderhandsker, så vi den alfaderlige frelser i Joe Bidens milde bedstefarøjne. Med han alder og erfaring, symboliserer han den kærlige far med diplomatens håndelag. Han er den aldrende mandlige leder, Kongen.


Vi mødte den kvindelige leder i Kamala Harris, der repræsenterer det kraftfulde kvindelige i en yngre og stærkere krop end Joe Bidens bedstefarskikkelse. Dronningen i kulissen. Hende der tager over, når tid er. Hende der bærer strukturerne og den egentlig handlekraft bag den alt for gamle diplomat. Den stærke rygrad, der også kan trække på moderarketypen, når det kræves i den politiske kommunikation.

Og Amanda Gorman, ungpigen, hvis kvaliteter, næsten stod vævet ind som solen i den gule jakke og hvis passion strålede i den røde hårbøjle. Så forførende, så indtagende og så fuld af liv, at vi alle for et kort øjeblik mærkede ungdommens selvtillid, naivitet og skønhed i os selv.


Ungpigen kan ikke stoppes, hun har ikke mærket livets mørkeste skove og dybeste sumpe endnu. Hun hører kaldet til forandring, og besvarer det blot ved at være sig selv og begynde at gå. Hun er den arketype, der mytisk er knyttet til foråret, til nymånen og til daggryet.


Hun er den del af os, der får os til at forlade landsbyen (det velkendte og udtjente) for at begynde den afgørende heltinderejse henimod eventyr, men også henimod visdom og modenhed, som hun først senere selv vil erfare. Hun begynder rejsen fordi, der simpelthen ikke er en anden mulighed.

Ungpigen, bliver heltinde, når hun tager første skridt ud af landsbyen, og hun har kraften, naiviteten og selvtilliden til at turde betræde den udviklingsvej, der er så fyldt med farer og trusseler, at det holder alle andre hjemme. En vej, der imidlertid må betrædes for, at hun kan hente tabte dele og få nye dele af sig selv med hjem, som hun kan genintegrere i sit livs landsby.


Det er ungpigen i os, der får os på interrail. Hende der får os ud af røret hos mor og far. Det er ungpigen i os, der uden omtanke følger vores passion, tager chancer, søger kærligheden og lader begæret være rejseguide. Det var f.eks. ungpigen i mig, der fik mig til at flytte til Havana alene som 19-årige - uden at kunne spansk!


Og måske er det netop ungpigen, vi pt. savner allermest i denne tid, hvor vi står i vinterens midte, og hvor vi er i den sidste hårde slutspurt af nedlukningen, og hvor vores ellers så frodige haver lige nu blot er en mudderpøl. Hvor fanden blev frostens klarhed i øvrigt af?

Hende vi længes allermest efter, fordi vi ganske enkelt sidder fast i en landsby, der er blevet for lille, for kedelig, for død, for meningsløs og ikke mindst for ulige, for uretfærdig og for dysfunktionel.

Landsbyen kan være den lille landsby, vi kalder hjem, parforhold, arbejde og familie, men det er også den større landsby, vi kalder nationalstaten eller det globale fællesskab, vi kalder verden. Det er den landsby, der ikke længere skaber bæredygtig vækst og mening, og som i den store skala ikke bare ødelægger mennesker, men også dyr og naturen omkring os. Måske er det netop ungpigens idealisme håb, ild og selvtillid, vi savner allermest nu, fordi vi oplever, at det er den del, der er gået allermest tabt i os selv og i verden.


Det er i hvert fald ”hende” og Amanda Gorman, der har fået største opmærksomhed, selvom Kongens tale ikke var helt værst. Den er faktisk værd at læse. Og også selvom Dronningen med handlekraften og styrken måske i virkeligheden er den egentlige præsident, der blev indsat i onsdags.


Men ungpigen talte til alle niveauer af vores tabte selv – lige som Greta Thunberg kan gøre det, når hun brager igennem. Og hvis vi ikke hører efter, så har arketypisk kommunikation det med at sive ind alligevel – i de ubevidste og kollektive lag af vores bevidsthed, og rykke rundt på brikkerne, om vi vil det eller ej.


Det var i hvert fald også Amanda Gorman, der optrådte i min drøm i nat, hvor hun fulgte mig over alt som en lysende gul skygge og veninde. Vi var vidt omkring i tid og sted. Undervejs gav hun mig utrætteligt støtte og opmuntrede ord og energi, når hun mærkede min fastlåsthed, og når jeg mere konkret delte min tvivl om et skriveprojekt, jeg pt. bliver ved med at fare vild i. ”Du kan godt, bliv ved med at skrive, bliv ved med at gå, kom nu” sagde hun entusiastisk og smilende. I drømmen var jeg dybt forundret over, at hun gad at være sammen med mig her på sit livs højdepunkt. I vågen tilstand kan jeg se, at det ikke var Amanda Gorman, der var i min drøm, men ungpigen i mig selv, der blot antog hendes skikkelse, og som kom og opmuntrede og skubbede til en fastlåst og usikker del af mit midaldrende voksenliv og virke. Det var min egen Amanda Gorman, der var blevet vakt til live, og hun fortalte mig, at der er simpelthen kun er én vej at gå, og det er frem.


Og det er det, som disse ydre arketypiske symboler og store verdensbegivenheder kan give mulighed for. Hvis vi altså er villige til at lytte indad. De kan hjælpe os med at komme i kontakt med dele af os selv, vi har mistet, og de kan hjælpe til, at vi begynder at overveje hvilket selvansvar, vi vil tage i forhold til vores liv og dets placering i verden.


Vi kan kigge indad og finde vores egen konge, dronning og ungpige eller syngende bad-ass fredssymbol, og vi kan undersøge, hvordan de har det, om de får næring nok, og hvad de kan tilbyde os af vejledning i forhold til, der hvor vi står i vores liv. Hvad er vores handlemuligheder i den landsby – lille eller stor - vi nu er en del af? Og hvilken næring skal vi give de forskellige dele af os selv, hvis de skal kunne bruges som ressource i vores liv og ikke forsvinde i vinterens mudderpøl?

I store kriser og livsovergange - både de offentlige såvel som de private - bliver vi kaldt ud på en heltinderejse. Nogle gange lykkes vi med at besvare kaldet ved simpelthen at beslutte os for at begynde at gå.


Det er en anderledes måde at se på livsovergange, kriser eller den brydningstid, som verden står i lige nu. I stedet for passivt at placere al ansvaret (eller skylden) på andre, statsledere, rockstjerner eller unge piger, kan vi gøre noget selv. For de kan ikke frelse os alene, om end de har kæmpemæssig og uvurderlig betydning for de muligheder og strukturer, vi lever i. Vi kan også mere aktivt selv besvare det kald, der høres indefra til at skabe en bedre verden og ved at kigge på vores eget liv. Når man nu er helt almindelig gennemsnitlig borger, så er det den lille landsby og omgivelsen omkring herunder forholdet til miljø og natur, hvor kaldet kan høres mest nærværende, og hvor man har handlekraft og mulighed for at besvare det.

I disse brydningstider, kan vi altid søge vejledning i vores indre arketypiske univers, som vi er fælles om. De dele er der alle sammen, hvis vi vender opmærksomheden indad i vågen tilstand. Vi behøver ikke rejse til Washington DC, eller vente på, at vi får et mere spændende liv. De er lige der indeni, og hvis du ikke kan høre dem i vågen tilstand, besøger de dig i nattens drømmeliv i forskellige forklædninger. Det har vi vist alle prøvet.


Til indsættelsen i går var der imidlertid en afgørende arketype, som var fraværende, ligesom han indtil nu, har været det i denne tekst. Det er ham, vi helst vil undgå, og som vi ville ønske var væk, nu hvor han med hiv og sving er flyttet ud af det hvide hus.


Sandheden er desværre, at han ikke er væk. Hverken udenpå eller indeni.

Indeni bor han i os som en arketypisk repræsentation af en del af os selv - en meget menneskelig del, der via grovhed, hårdhed, projektion, frakoblethed og undgåelse forsøger at kontrollere omgivelserne for at undgå at mærke ophobet smerte indeni os eller for at blive udsat for yderligere fare eller ubehag uden for os.

Skurken i det ydre er naturligvis Trump, men han er også Voldemort, Sauroman, Isdronningen eller den onde stedmor. Det er arketypen på det onde, og de er dem, vi ikke vil lege med, og er pissebange for, og som vi ville ønske ikke også var en del af os selv. Men dette er også kollektivt, og derfor er det også individuelt.


Efter min bedste kliniske vurdering, vil jeg mene, at skurken i den amerikanske landsby (og i de nævnte eventyr i øvrigt) er uden for terapeutisk rækkevidde. Her kan kun domstole og retsstaten hjælpe os, men det er skurken i os selv ikke. Bare spørg Harry Potter.


På livets rejse undgår vi ikke at stå ansigt til ansigt med skurken både den indre og den ydre. Det viser alle eventyr os, og det viser min kliniske erfaring efter mange års terapeutisk arbejde med disse processer.


Som et monster i et mareridt, vil din indre skurk eller skurkinde jagte dig, indtil du har rygstøtten og modet, som stod der en anden Dumbledore bag dig, til at vende dig om og nysgerrigt om end selvsikkert spørge ”Hvad er du bange for, der ville ske med mig, hvis du ikke var så hård, kold, vred, manipulerende, kontrollerende, undgående, (selv)kritisk, ansvarsfornægtende, offeragtig, frakoblet (tilføj selv til listen, hvis din egen skurks speciale mangler)?


Hvis der kommer tilstrækkelig med lys fra dig (og her er der tit brug for en god hjælper i ryggen), så vil skurken i dig slappe af og åbne op og begynde at fortælle om alle de gange, han/hun var blevet nødt til at være sådan for at beskytte mere sårbare dele af dig mod, at der blev begået uret mod dem eller mod, at de igen blev ladt alene på tidspunkter, hvor intet menneske, og slet ikke et barn, burde være alene.

De sårbare dele som skurken beskytter er nemlig typisk ikke ældre end et barn, og disse unge dele af os bærer på traumer, tab, ydmygelse eller ensomhed, som en byrde af ekstrem svære tilstande, følelser og negative antagelser om os selv.


Hvis skurken får tillid til, at dit lys (din medfølelse, styrke og kærlighed) kan beskytte barnet bedre end ham/hende selv, får du tilladelse til at hjælpe barnet og heale dets traumer. Jeg har set det så mange gange ske i mit terapirum, når vi arbejder med processer, der fagligt går under begrebet "Mindful Selv-medfølelse" og terapeutisk udfoldes i metoden Internal Family Systems. Det er i øvrigt en “win win” situation. Skurken behøver ikke længere at beskytte barnet ved at være så led, og kan i stedet få en mere livgivende og hjælpsom rolle, der tjener dig bedre, og barnet i dit indre kan begynde at lege igen – også i det ydre.


Denne udvikling kan have stor betydning for hvor trygt og livgivende, du bidrager til din egen lille landsby, men sådan en proces har også større perspektiver i forhold til trygheden i vores nationale eller globale landsby.


Verdens fremtid er nemlig i den grad bundet op på spørgsmålet, om vi kan lave ikke bare individuel, mens også kollektiv traumebearbejdning, forsoning og tilgivelsesprocesser. Og det er i den grad bundet op på, om vi kan forebygge og stoppe yderligere traumatiseringer på hinanden, på særlige befolkningsgrupper, herunder kvinder og børn og lande i mellem. Hvorfor? Fordi traumer ganske enkelt skaber skurke, der skaber flere traumer, der skaber flere skurke og sådan ruller snebolden. En snebold, der efterhånden er blevet ret så stor gennem menneskets historie.


Ikke bare mennesker, men også nationer bærer på traumer, der går tusinde af år tilbage. Joe Biden sagde det i sin tale:


”I know the forces that divide us are deep and they are real. But I also know they are not new. Our history has been a constant struggle between the American ideal that we are all created equal and the harsh, ugly reality that racism, nativism, fear, and demonization have long torn us apart.”

For mig var det afgørende for “Kongens” troværdighed, at han satte USA’s problemer ind i en større historisk sammenhæng fremfor at give Trump skylden for det hele, og dermed bidrage til den polariseringen og dæmonisering, som han har gjort til sit varemærke at bekæmpe.

Dr. Richard Schwartz, PHD, psykolog, forsker og grundlægger af terapimodellen Internal Family Systems model, beskriver USA’s traumehistorie som bestående af mindst 4 kollektive byrder:


1. Individualisme 2. Materialisme 3. Racisme 4. Patriarkalisme


Alle fire er ”skurkestrukturer” der er drevet af frygt, der både har traumebaggrund og en vedvarende traumatiserende effekt på de samfundsgrupper, kvinder og deres børn, der bliver ramt af dem hver dag. Det kræver ikke megen selvindsigt at se, at USA’s arvebyrder også er vestens arvebyrder, og dermed også Danmarks. Det er tid til at gøre op med dem én for én og #Meetoo er bare et eksempel herpå.


Resmaa Menakem, forfatter, kunstner og amerikansk psykoterapuet med speciale i healing fra racisme, beskriver, hvordan det individuelle traume-niveau akkumulerer til et kollektivt niveau på følgende enkle og kraftfulde måde:


"Trauma in a person, decontextualized over time, looks like personality

Trauma in a family, decontextualized over time, looks like family traits

Trauma in a people, decontextualised over time, looks like culture”


Vi er altså ikke kun forbundet i det gode, men også via videreførelsen af det onde, og traumers effekt løber på alle niveauer, og påvirker vores muligheder for udvikling og bæredygtig sameksistens fra individ til kulturelt niveau. Det kan ikke adskilles i hverken individualisering eller i at give andre befolkningsgrupper eller hele samfundet skylden. Begge dele er reduktionistiske.

Dette kan være overvældende perspektiver for en mening borger at forholde sig til. Den gode nyhed er, at vi ikke behøver at kunne overskue det hele eller fixe det hele på globalt niveau på én gang.

Vi kan bidrage og gøre en forskel, hvis vi i stedet vender os mod os selv og hinanden og ser på hvordan ”skurkestrukturerne påvirke vores landsby, hvor alt dette her jo også bor.


Vi kan spørge os selv; hvad er mit selvansvar, hvis dette ikke skal fortsætte, og hvad er jeg klar til at gøre ift. min egen andel? Hvilke hjælpere kan jeg finde både indeni og uden på? Og hvilket skridt, kan jeg tage for at være med til at bevæge verden - stor som lille - til et bedre sted og stoppe, at byrderne videregives til vores børn. Hvad kan jeg gøre i forholdet til mig selv, ift. hjemme eller ift. min måde at være på arbejdspladsen? Hvordan bidrager jeg til lokalsamfundet? For det generelle er i det specifikke og vores lille landsby er en del af den store. Vi kan starte dér.


Hvis du vender opmærksomheden indad vil du møde de dele i dig selv, der har brug for at blive taget af bag skurken, for at slippe deres byrder, og for at bryde et destruktivt mønster, hvor du ikke bidrager konstruktivt til en tryg landsby indeni eller udenpå, og du vil også finde hjælperne derinde, fordi de er en del af din kollektive menneskelighed. Du kan begynde din egen heltinderejse, men du kan ikke starte den for andre og nej heller ikke for dine børn, partner eller chef. Kun du selv kan gå vejen, og begynde at sætte den ene fod foran den anden.


Jeg rejser mig fra computeren for at tage et glas vand, og mens jeg står ved vasken og kigger udover den mudderpøl, der om tre måneder igen vil ligne en have, sniger min indre velkendte skurkinde sig frem for at få sin sædvanlige taletid. ”Lad vær med at lade andre læse din artikel, du har ikke lov til at udtrykke dig om så store temaer og slet ikke før, du har skrevet en Ph.d. om hver af dem, og i øvrigt vil mange sikkert finde alt det der med arketyper latterligt. Lad i stedet artiklen ligge på din computer, det er mest sikkert, så risikerer du ikke noget” Midt i dette velkendte budskab, som jeg efter mange års bekendtskab ved, dybest kun vil mig det godt og beskytte mig, mærker jeg igen den gule varme brede sig, og jeg hører en anden entusiastisk stemme sige uden frygt ”Kom nu, der er kun én vej, og det er frem”.

  • LinkedIn Social Icon
  • Black Facebook Icon

© 2017 af Psykolog Signe Steenberger