IFS er en relation ikke en teknik


"Wounds of attachment are adressed brilliantly with IFS. The client's Self is the primary agent of healing attachement wounds with the younger part supported by the therapist's Self. In IFS the job of the therapist is not to meet the exile's needs, but rather to avoid a part-to-part relationel dynamic that will perpetuate the attachement style. The Self-led IFS therapist creates the conditions for the client's Self to heal the wounds of the vulnerable part and create a secure attachment with this part." (McConell 2020)


Dette er en smuk og klar beskrivelse af, hvordan tilknytningsteori og metode udfoldes i IFS, og hvordan det fører til dyb healing og integration.


Det er også en vigtigt påmindelse; At TERAPEUTENS Selv støtter KLIENTENS Selv til at få plads, og dermed bliver klientens Selv den PRIMÆRE tilknytningsfigur og energi for de dele, der har brug for det.

For dem af os, der har arbejde i andre terapiformer, hvor vi som terapeut skulle fungere som primær tilknytningsperson for klienten eller parret, er dette en stor lettelse og en vej - blandt flere - ud af udbrændthed.


Men alt dette kan kun ske, hvis terapeuten arbejder fra Selvet. Det sted i ham eller hende, der rummer alle de kvaliteter og den energi, der etablerer tryg tilknytning og healing - ikke som en agenda eller teknik, men blot som en dyb væren, visdom, energi og evne til at skabe klarhed, medfølelse og forbundethed. Det er ikke noget, der skal læres. Det findes i os, men det er noget, der skal skabes adgang til. Det er derfor IFS kaldes en "constraint-release model"


IFS er således ikke IFS, hvis det blot bruges som en teknik/en metode/et supplement/et redskab. Når IFS udføres således, er det terapeutens dele, der laver terapi. Det betyder ikke, at det er dårlig terapi. Det er bare ikke IFS, og det er ikke nært så virksomt eller healende, som hvis terapiens udfoldes i en Selv-ledet relation. Det er bare et helt andet ball-game, når det er Selvet, der primært guider, støtter og leder terapien, og det kan være svært at forklare, men er noget, der kan opleves.

IFS er således ikke en teknik, men en RELATION. En relation mellem Selvet (i terapeuten og klienten) og dele, der trænger til kontakt, resonans, healing og frisættelse!


Det er værd at huske på igen og igen, særlig fordi IFS umiddelbart ser enkelt ud, og modellen kan formidles pædagogisk enkelt og klart, og det er nærliggende at bruge den som teknik eller redskab særlig i vores kultur, der er gennemsyret af byrder, der handler om kontrol, hurtige løsninger og (selv -) optimering.


MEN det er og bliver primært en relation, og dermed er IFS en levende og dynamisk størrelse, der kræver, at terapeuten ikke blot lærer interventionerne f.eks. på kort workshop eller ved at læse en bog, men ved at dedikere sig på en langt større læring og rejse, nemlig at skabe tryg tilknytning indadtil til utrygge dele af sig selv.


Herfra kan Selvet i terapeuten nemlig få plads og dermed støtte klientens Selv til at gøre det samme. Når det sker flyder, der en relation, der bliver en healende gave for BEGGE. Schwartz beskriver det på følgende måde:


”Self-energy has tremendous transformative power. When the client experiences the compassion and acceptance from the therapist’s Self, he/she heals. When the client’s parts experience the compassion and love of the client’s Self, they heal. When the client and the therapist connect Self-to-Self, they both heal. The essence of the therapeutic relationship is in the touching of spirits, being and meeting itself, the Self-to-Self Connection. IFS is but one map to that sacred place” (Richard Schwartz 2013).


Ingen terapeuter kan imidlertid arbejde fra Selvet hele tiden, hver dag, i alle perioder af deres liv. Det er ikke et problem, men et faktum. Det er heller ikke et ideal, men et faktum. Det, som det handler om, er at skabe fleksibilitet mellem Selvet og delene og hjælpe dem med at bære færre byrder. Denne fleksibilitet skaber et godt samarbejde i det indre system. Nogle gange er der også brug for at dele informerer og kommer i spil i terapien, og vi kan ikke klare os i livet uden hjælp fra vores dele lige fra leg til logistik.


Derfor er IFS også en form for livsvej, hvor man aldrig bliver færdig med at være i relation med sig selv og sine dele. Det handler om integration, fleksibilitet og tryghed - ikke om at være perfekt eller om at skulle være i Selvet hele tiden. Det handler ikke om at være færdigudviklet eller oplyst, hvad det så end betyder.


Vi har dybt brug for hinanden på denne livsvej. Vi har som mennesker og terapeuter brug for andres Selv-energi, når vi ikke har adgang til vores egen. Derfor er supervision, uddannelse og egenterapi afgørende nødvendigt, ligesom venner og familie er det. Gode, trygge og kraftfulde relationer, vi kan læne os ind i, når vi har allermest brug for det, og hvor vi kan blive holdt indtil, vi kan holde vores liv og vores dele igen.