Nogle gange må vi rejse indad for at hente vores indre små piger og drenge hjem. De venter på os. Nogle af dem har måske opgivet håbet om nogensinde at få hjælp og besøg, andre kalder på os på mere eller mindre klare måder.
De indre små piger og drenge er dele af os, der bor i eksil indeni i os, fordi de har været udsat for traumer, omsorgssvigt, sygdom eller tilknytningsbrud. Dengang var det for sårbart og farligt at lade dem stå åbent og ubeskyttet i livet, så de blev lagt i eksil - gemt væk i kroppen og sindet bag indre forsvarsværker.
De indre forsvarsværker blev bygget omkring de små piger og drenge for at beskytte dem mod aldrig at blive sårede igen eller fordi vores indre system er bange for, at de små vil overvælde os med deres smerte, hvis de ikke blev sat bag lås og slå, og vi så ikke ville kunne fungere i vores voksne liv.
Forsvarsværkerne ser forskellige ud hos os alle, men de indeholder altid grader af kontrol og undgåelse (f.eks. perfektionisme, dominans/underkastelse, afhængighedsproblematikker, under - eller overinvolvering i andre mennesker, selvskade eller skade på andre med mere).
Men med i eksil røg også vores livskraft, nysgerrighed, kreativitet og sensitivitet med mere. Det er nemlig egenskaber, som de yngre dele af os bærer. Det er deres energi og inderste essens. Det er det, som de var født til at være og udleve, men som i eksilets tjeneste også blev låst væk, og som nu er adskilt fra vores voksne liv.
De unge dele af os venter på at blive fundet, at blive bevidnet og ikke mindst forløst fra deres byrder, så de kan blive genintegreret i vores liv med alle deres skønne egenskaber. De unge dele af os er tit de allersmukkeste.
Vi kan finde disse små, smukke, sårbare og livskraftige dele af os, hvis vores forsvarsværker vælger at åbne sig og lukker os ind. Som en tjørnehæk, der åbner sig eller en hængebro, der langsomt sænker sig, kan vi skabe så meget tillid mellem os (vores voksne Selv) og vores forsvarsværker, at de tør lukke os ind bag fæstningen. Indtil det de beskytter.
At få forsvarsværker til at åbne sig, kræver samme medfølelse, forståelse og respekt, som de unge dele har brug for, og derfor kan man ikke mase sig igennem, kontrollere eller manipulere sit forsvar til at åbne sig eller kritisere det sønder og sammen for at komme ind.
Det åbner sig først, når det mærker din dybfølte forståelse og respekt og din medfølelse for hvor hårdt, det har været at skulle være forsvarsværk. Sand taknemmelighed er trylleformularen, der som "sesam sesam luk dig op" åbner tjørnehækken i tillid og lader hængebroen sænke sig langsomt I forståelse.
Mange af mine klienter har gennem årenes løb rejst indad med mig som guide, og hentet deres små piger og drenge hjem. Det kræver mod, det kræver kraft, og det kræver dyb medfølelse for både barnet og forsvaret. Det er en sand heltinde og helterejse, der udspiller sig i dette indre kreative univers.
Én af disse modige, vedholdende og fintfølende klienter har sendt mig dette digt af Tove Ditlevsen, der beskriver denne rejse, som kun en poet kan gøre det. Det beskriver kaldet fra den unge pige om at blive hentet hjem af Toves Ditlevsens voksne Selv.
Tove Ditlevsen - Der bor en ung pige
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende, men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø, som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.
Hun har ikke andre i verden at spørge end mig: hvor er mine drømme? og hvor er min tyveårs glæde? Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg? Og hvor er det land, vi sammen skulle betræde?
Jeg prøver at fange det blege og lysende blik, jeg prøver at holde den spørgende stemme tilbage, og hører i hjertet en mild og bedrøvet musik, en regnvejrstone af sagte dryppende klage.
„Din drøm var skrøbelig barn og dømt til at dø, din renhed blev mindre ren af de ting du lærte - mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø en aften, da virkeligheden brød ind i dit hjerte.
Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand, og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene, så blev du tilbage i barndommens undrende land, mens jeg går omkring og er til i en verden af stene.
Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død, men lever et sted som en spinkel og vigende skygge, endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød, og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke.
Og det er min frelse, at jeg kan fornemme din røst som bølgeslag i mit blods tungsindige vandring - du er mit forsvar, min uro og dybeste trøst, bestandig og god gennem årenes liv og forandring.
Der bor en ung pige i mig, der ikke kan dø,
før jeg selv blir træt af at tro, jeg engang var hende,
hun stirrer imod mig fra spejlet, i øjnenes sø,
efter noget, der alt for ofte er svært at finde.
Anne Linnet har i øvrigt sat musik til digtet på pladen “Kvindesind”
