Verdenssåret

Af Signe Steenberger

Vi lever i en tid med stor adskillelse. Adskillelse fra vores egen essens af kærlighed (Selvenergi), adskillelse fra hinanden og adskillelse fra sunde fællesskaber, hvor gruppens Selvenergi er sammenhængskraft fremfor polariseringer baseret i frygt og skam. Vi lever i adskillelse fra vores kroppe, fra vores sjæl og fra forbindelsen mellem dem. Ligeledes lever vi i en tid med stor adskillelse fra naturen – både naturen som en større intelligens, der viser os dagligt, hvad det vil sige at leve i harmonisk multiplicitet, men også med naturen som et økosystem, vi er en del af, afhængige af og ikke kan adskilles fra.

Vi lever i adskillelse fra dyrene og fra forståelsen af, at vi alle er ét i et stort system – som menneskehed, med jordkloden som vores fælles hjem. Denne adskillelse kunne man kalde en adskillelseskrise og man kan vælge at se den som det overordnede verdenssår, der ligger bag alle de kriser, vi oplever i verden lige nu, hvad enten de er politiske, klimamæssige, nationale eller globale. De er alle udtryk for den samme overordnede adskillelseskrise, udløst af det samme grundvilkår: at vi lever i adskillelse og derfor ikke kan leve i harmoni med hinanden og med verdens sjæl.

I dette perspektiv kan vi begynde at se vores individuelle sår og byrder som udtryk for verdenssåret. De dele af os, der er blevet eksileret i vores indre system for at beskytte os og sikre vores overlevelse og de beskyttende dele, der er trådt til og blevet ekstreme i den proces – er individuelle adskillelsesprocesser som kan ses som versioner af større adskillelsesprocesser, der sker mellem lande, til oprindelige naturfolk, mellem systemer og mennesker i det nære. På den måde bliver vores personlige sår udtryk for verdenskrisen og den store adskillelse mellem mennesket og jordkloden.

I dette perspektiv kan vi hele også selvom vi ikke kan interagere med verdenspolitikken. Det store findes nemlig i det små, og det små findes i det store. Det betyder, at når du vender dig hen imod et af dine - eller andres sår eller inviterer en del af dig - eller en anden - ind, der er blevet adskilt og lagt væk, og møder den med Selvenergiens kærlighed og barmhjertighed, så er du med til at hele din version af verdenssåret.

Når der indgås fredsaftaler mellem lande og når større forsoningsprocesser finder sted i grupper og når der vælges fredelig protest frem for krig, så er det den samme bevægelse: forbundethed vælges frem for adskillelse. Noget i det indre kan hele, når det i det ydre finder vej tilbage til forbundethed, fred, harmoni. I vesten er vi vant til at se fred som noget, der skabes gennem ydre love, kontrol og strukturer og glemmer at fred ikke kan ligge uden for os selv og vores relationer- det er noget der skabes i relation med os selv hinanden og ikke mindst den levende verden, vi er en del af. Sådan en fred spreder sig.

Henriette Berthelsen er inuit og psykoterapeut og beskriver det således: "I inuitisk visdom er fred ikke fraværet af krig, men balance i livet. Når mennesket lever i respekt for naturen, fællesskabet og for sit eget indre, opstår fred naturligt.

Hvis vi ser verdenssituationen som repræsenteret i vores individuelle sår og adskillelse i vores relationer, kan vi altid møde op og vælge forbundethed frem for adskillelse i måden, vi er sammen med vores egne dele og med andres dele på. Ligeledes i måden vi respekterer andre former for liv end det menneskelige; dyr, planer, træer, elementerne. På den måde kan vi sprede Selvenergi i håbet om, at livets forbundethed er stærkere end voldens destruktion og adskillelse, og at dette på sigt kan hjælpe os som art til at udvikle os hen imod at være væsner funderet i Selvenergi og højere bevidsthed frem for at være styret af instinkter, behov og nervesystemets overlevelsesmekanismer.

Dette er en håbefuld udviklingsvej og et optimistisk blik på mennesket evolution af bevidsthed og krop. At vi en dag når et "tipping point" hvor det er menneskets Selvenergi som udtrykt i kærlighed, barmhjertighed, forbundethed og oplevelse af enhed, der er fremherskende, frem for nervesystemets automatik, der i sin stræben efter overlevelse skaber beskyttelsesstrategier, som ender med at skabe endnu mere ødelæggelse i verden.

Mit håb er, at denne adskillelseskrise vil vende inden vi som menneskehed har udslettet os selv. At der er en evolutionær intelligens, der vil hjælpe os henimod oplysthed fremfor destruktion, og at vi hver især kan gøre vores til, at det vender. Højst sandsynligt ser vi ikke denne evolutionære udvikling fuldt udfoldet i vores egen levetid, men vi kan bidrage til, at Selvenergi bliver den drivende kraft bag menneskehedens evne til at leve i pagt med hinanden, med det guddommelige, med naturen og med jordkloden.