Om de gyngende livsovergange

I Dyrehaven står der et særligt træ blandt mange. Jeg kalder det Tærsklens Træ, for det rummer både en åben port og en lukket dør i sig.

Du kan træde ind og stå fuldt oprejst i træets indre rum. Det er ganske særligt. Herinde er der stille og dufter af frisk træ, og hvis du tillader dig at blive her lidt, er det måske muligt at mærke både det åbne og det lukkede i dig selv.

Som i livets tærskler og overgange er dette nødvendigvis ikke et nemt sted at stå. Skilsmisser, overgangsalderen, forelskelser, tab, død, fyringer, eksistentiel krise, pubertet, pension, flytning med mere hører alle til livets overgange. Men der findes også mindre overgange, fx fra ferie til arbejde og fra ud og hjem.

Vi bliver oftest så bange, når vi står lige her, fordi overgange føles som uden fast grund under fødderne. I en overgang er ”det ikke som det plejer”, og det nye er endnu ikke etableret. Det er en gyngende grund. For at håndtere dette griber dele af os til forskellige strategier. Nogle romantiserer og holder fast i fortiden, mens andre dele stormer afsted mod det nye i febrilsk tempo. Disse to strategier kan polarisere med hinanden og eksistere indeni på samme tid. En tredje strategi kan være at lukke øjnene og lade som om, at overgangen slet ikke findes og måske bedøver sig selv med fx arbejde, træning, rusmidler eller anden form for flugt.

Men træder vi fuldt ind i vores livs transit, så vil det vise sig, at denne tærskel rummer unikke gaver. Muligheder, som kun bliver os givet få gange i livet. For dette er stedet, hvor gammelt udtjent liv kan få lov at dø, og nyt bæredygtigt liv kan få lov at spire, når tid er. En slags livets vugge og grav i ét. Det er et mulighedsrum. Et sted fyldt med potentiale. Og det er et rum, vi kan ære.

Det kræver, at du som det første er villig til at træde ind i midten af Tærskeltræets modsatrettede rum og bliver dér med accept af ikke at ane, hvad der kommer, eller med klarhed at kunne se, hvad du forlader. Uklarhed og forvirring hører til rummet, og det er ok og normalt. Det kan føles gyngnede eller som en tåge, men hvis vi kan træde ind i dette rum uden kamp og samtidig skabe små øer af pauser, så kan tågen lette og i stedet træder en frugtbar stilhed frem, som sort muld, der holder det lille frø tålmodigt og længe nok til, at det spirer af sig selv. For at mærke den stille frugtbare muld, der ligger i den gyngende grund i overgange, kræver det, at vi evner at skabe nærende pauser og har modet til at tåle selv overgangens væsen.

Værdien af pause i livsovergange

Det er krævende at være på gyngende grund i overgange, og det er udmattende for systemet, hvis overgangen også er præget af krisetilstand. Derfor er værdien af pause uvurderlig. At skabe øer af fast grund under fødderne, hvor der kan hviles, og hvor det ikke gynger - kan ske i pausen. Lige der, når man lægger sig ned og lader musik være fast grund, eller går i skoven og mærker den faste grund fra jorden eller et stabilt træ. Det kan også være i bevægelse, at man finder en pause, eller i samværet med kæledyr, en kær eller kreativt arbejde i mangfoldige former. Uanset hvordan du kan skabe en nærende pause, så gør det! For i nuet er kun nuet og hvis du er i nuet fuld ud - bare kort tid - så kan du finde fast grund. Det vil lade dine batterier op, og det holder dit tærskeltræs mulighedsrum åbent, så mere vækst kan komme med tiden, samtidig med at det gamle får lov at dø. Også i de små overgange, som fx efter en ferie til arbejdsliv eller omvendt, er pauserne nødvendige for, at alle dele kan følge med og få øjeblikke at få ro og en oplevelse af fast grund under fødderne.

Det kræver dedikation at slå ring om pause i en kultur, der er præget af højhastighed og præstation. Det kræver bevidsthed og det er et udtryk for stor selvomsorg, når vi vælger at skabe rammer for små eller store nærende pause, når vi står i en stor eller en lille overgang. Det er ikke dovenskab eller en fejl "ikke at være gang". Det er visdom.

Nogle gange kan vi gøre det alene, andre gange skal vi holde en kær ven/veninde, mentor eller en terapeut i hånden, hvis overgangen er meget stor, og hvis den vækker stor frygt. Jeg har selv haft brug for en hånd op til flere gange i mit livs overgange, og jeg ved dybt inde, at jeg fortsat vil have det i de kommende tærskler i mit liv, men i det øjeblik vi så træder ind, alene eller sammen med andre, så ærer vi tærskeltræets rum og dets muligheder – det, som Nancy Levin kalder:

“To honor the space between no longer and not yet”

– og det er et helt særligt sted at udvikle sig fra.

Må vi tillade os at ære vores livs overgange og pauserne undervejs – alene eller med et medmenneskes hånd at holde i.

Tærskeltræet i Dyrehaven, Klampenborg.