Om at være i lære hos døden

Min farmor døde i går kl. 13.05. Kraften er nu givet videre. Hun lærte mig om den jordiske kærlighed i min opvækst og i det sidste døgn om den guddommelige kærlighed og dødens væsen. Tak, farmor, for alt. Her er mine tanker dagen derpå - om døden og dens proces og om kærligheden, der binder det hele sammen – måske til gavn og glæde for nogle af jer at læse.

"I det sidste døgn har jeg været helt tæt på min farmors dødsproces. Jeg vågede over hende om dagen sammen med familien, og om natten blev jeg tilbage alene på hospitalet og sov – eller det blev ikke til meget søvn for mig - men jeg var med hende og døden natten igennem.

Når krop og sjæl adskilles, er det en hellig afsked på et livslangt langt samarbejde. Den jordiske krop og den uendelige sjælebevidsthed. De bliver forenet i livet ved undfangelsen, og nu adskilles de i døden. Jeg tror, at for hver fødsel, får sjælen mulighed for at tage bolig på jorden via kroppen og bidrage med sine sjælekvaliteter gennem vores krops sanser og unikke udtryk. Det hele er en del af vores evolution af højere bevidsthed i naturens orden. Meget har vi stadig at lære her. Jeg tror, vi får lige så mange liv, som der skal til, for at lære det.

I dødens adskillelse fornemmer jeg, at kroppen bliver æret af sjælen og den helt store sjæl. Æret for sin rolle i dette store mysterium. Det, der ligner et lig og kan vække frygt og gys – også i mig – er i et andet lag af bevidsthed blot en krop, der æres og takkes. Det er en langsom proces, når kroppen, der har udtjent sin rolle i dette liv, bliver forvandlet til den jord, den kom af. Sjælen hentes hjem og bliver igen ét med den helt store bevidsthed. Der siges farvel. En adskillelse er i gang. En indre afsked. Denne foregår samtidig med den ydre afsked mellem den døende og de efterladte.

Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at være med time for time i denne proces. Og ja, der var også en del af mig, der blev rystet over at se døden arbejde så tæt i kroppen time for time. Det var en voldsom forandring, hun gennemgik. Døden er ikke smuk og ser skræmmende ud. At sove i et værelse med døden, alene i mørket, krævede, at jeg beroligede de dele af mig, der fandt det uhyggeligt. De dele, der ikke vidste, hvad der kunne ske – ukendte lyde og et ansigt, der på magisk vis ændrede sig og blev til intetkøn. Stift, indsunkent, voksagtigt og hvor kraniet bag trædte mere og mere frem. Men kærligheden er størst, og frygten lagde sig i mine arme og gav plads til nærvær og omsorg natten igennem.

Omkring et par timer inden min farmor døde, trådte hun ud af "bevidstløsheden" og åbnede øjnene. Hun lå bare og kiggede og kiggede ind i noget, jeg ikke kunne se, men som må have været en anden bevidsthed. Den store bevidsthed. Hun lå og kiggede som et spædbarn, der bare ser og ser. Jeg tror, hun blev hentet hjem lige dér, og de resterende par timer var mest kroppens mekanik, der pr. refleks arbejdede, men langsomt takkede af. Hun var sjæleligt afsted. Jeg så, at hun så, men hvad hun så, er mig endnu ikke forundt at se.

Det nærvær, hun som døende vækkede i mig og familien, føltes som det samme nærvær, der vækkes, når man holder et spædbarn. Den helt rene omsorg. Denne kærlige væren, hvor der ikke findes tanker. Kun kærlig kontakt. Alle i familien trådte ind i dette nærværsrum med hende – nogle mere end andre, og nogle havde flere følelser, der skulle føles først. Men jeg kunne se på min familie, at alle evnede at træde ind i det, som nogle af os øver os i time efter time fx med mindfulness og meditation. Alle kunne det, også dem, der aldrig har mediteret. Oldebarnet på 10 år kunne det, mine teenagedrenge på 16 år trådte derind og kunne det, mine fætre og kusine, min bror og min søster, hendes børn. Vi kan det alle, fordi det ikke er noget, der skal læres. Det er sjælens sprog. Det er Selv-energi. Og måske dybt i os – hvis vi er inkarnerede væsener – så genkender vi processen. Vi ved, hvad der sker, og vi ved, at alt er godt.

Tænk sig, at det spæde og det døende er så ens. Det er jeg i dyb forundring over i dag, mens jeg ærer min farmor, livet, døden og kærligheden. Min farmor var en sand Dronning. Så fuld af værdighed og kærlighed, så stort et hjerte. Det nærværsrum, vi skabte omkring hende i det sidste døgn var udlevelsen af hendes arv: Kærlighed.

Ære være hendes minde og arven efter hende, og alle der er gået forud."

Inger Steenberger 25. oktober 1925 - 16. februar 2025.

Her er hun malet i akvarel af Jette Munk Andersen.