Voldsomme oplevelser bliver til traumer, når de skal bæres alene. Voldsomme oplevelser forbliver voldsomme oplevelser uden at blive til traumer, når de bæres sammen. I fællesskabet transformeres den voldsomme oplevelse til visdom, taknemmelighed og kærlighed.
Lige nu er de processer i gang i Danmark på så kraftfulde og sårbare måder, at det er værd at tænke dybere over, tale og skrive om. Det betyder, at vi lige nu har en stor åbning for, hvordan vores kollektive erfaring omkring liv, død, traume, kærlighed og fællesskab kan udvikle sig. Det kan åbne os og modne os både individuelt og kulturelt. Åbningen er nu. Den er blevet os givet. Lad os stoppe op og reflektere, lytte og lære. Denne tekst er sådan et bidrag.
I lørdag gik Christian Eriksen livsbål ud. På chokerende vis døde vores helt. Min søns helt og den mand jeg altid på forunderligvis har følt en stor moderlig omsorg for. Christian Eriksen føles som en del af vores familie, sikkert som i så mange andre danske familier.
Hjemme hos os har min søn, Viggo på 12 år, været kæmpe fan af ham i 6 år. Christian Eriksen har været med på hans trøjer, på hans plakater, på forsiden af hans mobilskærm og på fjernsynet, når han har spillet i Tottenham, Inter og på landsholdet. Vi har talt meget om ham, fulgt hans op og nedture. Viggo har spillet med nr. 23 på ryggen i samme position på banen som ”Eriksen”, som han bare kaldes herhjemme.
For mig har han som sagt altid vækket en moderlig omsorg i mig, som jeg ikke har mærket for nogen anden fodboldspiller. Derfor er han også for sjov blevet kaldt ”mors dreng” hjemme hos os, og alle i familien ved, at han har en særlig status på forskellig vis hos både Viggo og jeg. Der er noget i hans blik. Hans generthed, hans sårbarhed midt i hans utrolige kropslige intelligens, kunnen og dedikation, der altid har rørt mig. Han minder mig ganske enkelt om min Viggo. De deler samme væsen. Det går først rigtig op for mig nu.
Og så døde han. Lige dér på uventet vis. På chokerende vis. Uden varsel. Uden om al kontrol kom døden og stoppede hans hjerte, som døden nu gør det. Der findes ikke noget mere chokerende for os mennesker. Der findes ikke noget mere rystende. Lige dér mærker vi, at når alt kommer til alt, er vi ikke i kontrol. Livet og døden er os givet. Derfor gør vi også alt, hvad vi kan for at skabe kontrol i det felt, men det kan vi ikke.
Men som døden kom, kom livet også tilbage i lørdags til Christian Eriksen og til os. Livet kom som den gave, livet er. Beskyttet af en cirkel og hjulpet på vej af handlekraft, blev gnisterne i hans hjerte tændt igen og pustet til live. Lægerne tog lederskab, Kjær tog lederskab og den beskyttende cirkel omkring dem holdt rummet for, at livet kunne komme tilbage og vise os, at når døden kommer, så er alle reaktioner velkomne og forståelige. Min tidligere kollega Klaus Bakdal beskriver det på følgende måde. “I mit sind har billedet med landsholdet, der slår ring om Eriksen, sat sig meget mærkbart. Alle med ryggen til Eriksen, undtaget anføreren, der har opmærksomheden rettet mod Eriksen. En samtidighed af individets midlertidige opløsning i en fælles beskyttende ring, og en mangfoldighed af menneskelige reaktioner. Delaneys grådkvalte ansigt, Wind og AC i noget der ligner apati, Braithwaite i åbenlys bøn.”
Jeg kan ikke beskrive hvor meget medfølelse, jeg følte for dem alle, da jeg så det billede. Det, der skete står stærkt nok i sig selv. Lad der ikke være nogen tvivl I det. Det er mærkbart for os alle. Men som sagt er det også en åbning ind i en dybere refleksion og læring, der er blevet os givet, og derfor bliver denne voldsomme oplevelse af dødens pludselighed og livets gave ikke bare en enkeltstående begivenhed for mig, men en større symbolsk kommunikation og konkret erfaring ind i en større kulturel og personlig læring, som jeg vil forsøge at sætte ord på.
Det, der skete i Parken er en del af noget større. Det er en kollektiv åbning ind i, at vi igen begynder at ære fællesskabet, som mere end bare noget rart, festligt eller sjovt, men som overlevelse og som livsformål.
Traumer rummer paradoksalt nok sådan en åbning ind til større visdom og til større forbundethed. Det er ikke noget, der hurtig skal glemmes, så vi kan komme tilbage til ”normalitet” for normalitet i Danmark rummer for meget ensomhed og adskilthed. Lad os lave en anden normalitet. Dette er vores mulighed.
Det kræver, at vi tør være med det hele – med frygten sårbarheden, eksklusionen, skræmtheden, magtesløsheden, medfølelsen, kærligheden, apatien, chokket. Det kan vi, hvis vi ikke er alene om det. Det kan vi, hvis vi står i en cirkel skulder ved skulder, og hvis vi mærker, at der er et større rum, der bærer og holder. Vi er ikke alene. Her kan vi være med det hele og traumet kan transformeres til forbundethed, visdom og kærlighed. Dette kan kun ske i relationer, om det så udfolder sig i terapi, blandt venner og veninder, blandt fremmede, i kontakt med naturen eller det guddommelige. I lørdags skete det simpelthen i Parken. Jeg er fuldstændig blæst bagover af det.
Lederskab: Cirklen som beskyttende fællesskab, der sikrer vores overlevelse og beskytter liv kræver, at der er ledere tilstede, der kan sikre cirklens sammenhængskraft fremfor at splitte den. Det kræver ledere, der kan være med ALLE dele af sig selv, så ingen af de mennesker, de er ledere for, bliver ekskluderet, fordi lederne ikke kan være med sine egne dele og reaktioner.
Ledere har det største ansvar for at tage sig af deres egne dele og søge hjælp til det, så de ikke ekskluderer eller tager dårlige beslutninger. Jeg ser, at Kasper Hjulmand kan det. Han kan være med alle dele af sig selv, så han kan være med alle dele af spillerne, og deres individuelle reaktioner og behov, og han har adgang til en større visdom omkring taknemmelighed og relationers betydning, som han står på som leder lige nu. Han har også visdommen til selv at søge hjælp og modtage hjælp fra andre herunder én krisepsykolog, har han fortalt, så han kan være den leder, der er brug for lige nu (Se pressemøde fra dagen efter kampen, hvor han fortæller om alt dette).
Jeg ser, at lederne i UEFA ikke har adgang til samme lederskab. De udviser skævvredet, uvidende og i værste fald ufølsomt lederskab. Når jeg ser det, tænker jeg, at de ikke kender dybderne i sig selv, i livet, i døden og i relationer. Ellers ville de ikke gøre sådan. Vi har brug for færre af den slags ledere, og flere af den slags leder, som Kasper Hjulmand repræsenterer, og som lige nu findes i truppen omkring landsholdet. Han er tydeligvis ikke alene. Dette er en kulturel læring og åbning ind i at forstå og udvikle livsbeskyttende lederskab fremfor profitbeskyttende lederskab. Det er der i den grad brug for i den vestlige verden også med tanke på den klimakrise, vi står i. Den krise vores humanitet står i.
En kærlig opmærksomhed har jeg også på Simon Kjær. Han var den på holdet, der udviste mest handlekraft og instinktiv visdom i situationen. Han er blevet hyldet og æret, og jeg er fuld af beundring, men også omsorg og en særlig opmærksomhed har jeg som sagt på ham. Som psykolog ved jeg både fagligt og fra personlig erfaring, at de mennesker, der handler allermest i krisesituationer, kan være ekstra sårbare efterfølgende. Alt det, der ikke blev følt, da der skulle handles, skal føles og reageres på efterfølgende – typisk sker det meget kropsligt. Der kan komme et forsinket kollaps eller en forsinket angstreaktion. Vi ved ikke, hvordan det er for Simon Kjær, men vi så, at han bad om at blive skiftet ud i sidste del af kampen, og vi har ikke set ham på pressemøder siden. Han har sin individuelle vej, og jeg har fuld tillid til ham og at han får den hjælp, han skal have, men selvom vi ikke ved, hvordan og hvorledes i hans tilfælde, så lad os igen reflektere og tage ved lære: ALLE selv helten og anføreren vil have reaktioner og en sårbarhed, der skal ses, æres og hjælpes. Ingen sand og kraftfuld leder rummer ikke sårbarhed. Det er jo adgangen til hans hjerte.
Fællesskab og traumer: Så hvad ved vi om traumer, og hvad kan alt dette lære os om fællesskabets betydning?
Ja, som sagt vi ved fra al traumeforskning, at voldsomme oplevelser ikke bliver til traumer, hvis de bearbejdes og bliver båret i fællesskab og hvis der gives plads til individuelle reaktioner, og der er en særlig opmærksomhed på, om oplevelsen vækker gamle traumer i den enkelte, der gør dem mere sårbare end andre, og de derfor skal have mere vedvarende hjælp.
Vi ved også, at den hjælpeløshed, der ligger som kerne i traumer forløses og transformeres, hvis den omdannes til medfølelse i handling.
Landsholdet er i gang med den proces i FÆLLELSSKAB. De er sammen på hotel Marienlyst. Der er ikke noget, der glæder mig mere. Tænk, hvis de sad hjemme i hver deres lejlighed! Det sker desværre alt for tit i Danmark, at folk der har oplevet voldsomme begivenheder bliver sendt hjem alene i deres lejlighed lige bagefter. Vi har ikke skabt healende fællesskaber, hvor man kan flytte ind (med sin familie) til, man er klar til at tage hjem. Smukke, healende fællesskaber, hvor der er mennesker, dyr og natur, der kan slå ring omkring et traumatiseret menneske eller familie i den tid, det tager. I værste fald kan man blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, og jeg ved af personlig erfaring fra da min elskede mor, var indlagt dér, at det IKKE er et healende sted. Det kan være et nødvendigt sted for at beskytte i forhold til akut selvmord eller i forhold til at forhindre, at der gøres skade på andre, men det sted mangler alle de elementer af skønhed, natur, relationer, kærlighed og ritualer, som vi mennesker har brug for i krisetider ved store traumer.
Kunne vi skabe sådanne steder? Kunne vi udvide psykiatriens funktion, formål og hjælpsomhed og lade den blive endnu mere traumesensitiv og informeret og reelt healende? Igen, der findes en kulturel læring og åbning her. Jeg ser det sted for mig.
Cirklen som symbol:
Cirklen er en ældgammel samværsform, der traditionelt har været tilgængelig for både mænd og for kvinder, for børn og for gamle. Den lever på tværs af kulturer. Den er humanitet. Den er for alle - ikke bare landsholdet. Og den bor i kvindekroppen som livmoderen, der skaber, og den bor i mænds enestående kraft til beskyttelse. Den har samme form som jordkloden, og den har samme form som sol og måne.
At stå i en cirkel beskytter liv. At stå i en cirkel er at være en del af noget større. At stå i cirklen er vores dybeste længsel. Cirklen er en form, der sikrer vores overlevelse. Cirklen er fællesskabet, hvor alle er lige i deres menneskelighed. Den er fri fra dominans og kontrol. Den skaber livet, og den holder og beskytter liv.
Det er den større symbolik og kommunikation som landsholdet, lægerne og truppen viste os, og som de finske og de danske fans handlede ud, da de kaldte og svarede hinanden, og skabte et større rum omkring ikke bare Christian Eriksen, men også omkring sig selv, spillerne og truppen.
Parken var en stor cirkel i lørdags - symbolsk og i sin helt konkrete form og arkitektur. Der var et større rum omkring et livsbål, der gik ud og blev tændt igen. Der blev handlet i fællesskab, og det bringer os ud af hjælpeløshed og ud af fastlåste traumetilstande at se det og være en del af det.
Mange har brug for at handle på det. Hjemme hos os er det blevet til et brev, som Viggo har skrevet og sendt til Christian Eriksen. Denne artikel er mit brev, opdager jeg først lige nu i dette sekund.
Det er blevet sagt, at den hvide mand var den første, der rejste sig fra cirklen og forlod bålet. Individualisme kan man også kalde det, og jeg vil mene, at det er et af vores største sår i vesten og i moderniteten, og at det ligger dybt bag al den psykiske lidelse, vi har så overvældende meget af i den vestlige verden. Heldigvis gik såret i lørdags ikke er dybere end, at det var mennesket dybeste instinkt til fællesskab, der tog over i Parken. Dette er en stor kulturel læring i en individualiseret kultur. Vi skal se det.
Kvinde og mandefælleskaber – det handler ikke om køn selvom, der kan være forskel på udtryk og praksis:
I lørdags, da alt det skete, var jeg i skoven med 9 kvinder. I en hel weekend mødtes vi i en cirkel omkring bålet i både konkret og i spirituel praksis. Vi mødtes omkring bålet for at beskytte, nære og gå i lære hos den brændende ild. Ild har en vilje og en kraft i selv, som jeg stadig er i gang med at lære at kende og forstå.
Symbolsk bærer den symbolet på livsgnist i sig, og den afspejler vores indre sjælebål, skabende kraft, passion, kreativitet, drive, seksualitet og livsformål. I skoven i weekenden gik vi i lære som bålpassere. Vi lærte meget. Jeg lærte endnu mere, da min mand skrev og fortalte mig, hvad der var sket i Parken samme aften. Kombinationen af disse to begivenheder i samme weekend har rørt mig dybt.
Der bør ikke være nogen forskel på om, man mødes i cirklen som en bevidst spirituel praksis i en kvindecirkel eller som et fodboldhold af mænd før eller efter en kamp. I hvert fald ikke, hvis vi mødes på dybere plan og med et dybere formål; en fejring og en næring af det, der sikrer vores overlevelse; nemlig fællesskabet og at vi mødes i leg, udfoldelse og dedikation. Det kan udtrykkes på mangfoldige måder lige fra fodbold til kvindecirkler. Men funktionen kan være den samme, hvis vi ser dybere efter og vælger det. Hvis det ikke handler om penge, præstation eller prestige.
I det perspektiv er det for min søn den samme betydning, der er i spil, som for mig i skoven med kvinderne. Vi er sammen om at udføre noget. Vi er sammen om at være menneske. Selvfølgelig er der også forskel på en fodboldkamp og en spirituel praksis, men det behøver det ikke at være, hvis vi som sagt mødes dybere omkring betydningen af det, vi gør.
Vi, kvinderne, der mødtes i skoven mødte for at blive klogere på, hvordan vi beskytter, nærer og skaber liv for andres sjælebål og vores eget. Vi arbejder alle med at støtte menneskers udvikling og healing, og derfor mødes vi med en bevidst intention og med et større ansvar i skoven, fordi det er vores virke. Vi er ledere. Vi går i lærer hos ild og de andre elementer, den er forbundet med ild for at få sjælebål til at brænde på unikke måder hos andre, og for at sikre at vores eget brænder, som det nu skal, og ikke brænder ud. Vi gør det på vores måde.
Det er naturligvis ikke derfor Viggo tager til fodbold. Selvfølgelig er vi forskellige og heldigvis for det. Men under alt dette, der mærker min søn på 12 år og jeg på 41 år det sammen. Vi har brug for cirklen. At være en del af noget større. Vi mærker vores kraft og sårbarhed, når vi står skulder ved skulder, og i midten er der noget større, der skal fuldbringes. Cirklen er noget, der skal holdes liv i, og noget vi ikke kan tage for givet. Ligesom ild kan livet gå ud og kan tændes igen, men det kræver en indsats, opmærksomhed og handling, og det kræver beskyttelse og næring. Ligesom ethvert menneskeliv, et fællesskab og en relation gør det.
Frygten for eksklusion: Lige så vitalt, smukt og healende, det er at stå i en cirkel, lige så sårbart er det. For frygten for at blive ekskluderet bor også som en fælles menneskelig frygt, og for mange af os som en reel erfaring. Her kan min søn og jeg også mødes. På tværs af køn og alder. ”Bliver jeg udtaget til næste kamp. Ryger jeg ud, hvis jeg er skadet?” Og hos mig lyder det: ”Er jeg værdig til at stå her? Er der plads til mig? Kan vi stå her og være uenige og forskellige og alligevel stå skulder ved skulder. Kan vi stå her vaccinerede og ikke vaccinerede, unge og gamle. Svage og stærke. I underskud og i overskud. Hører jeg til? – er jeg værdig til kærlighed og cirklens kraft?”
Jeg mærkede denne frygt lørdag aften, stadig uvidende om begivenheden i Parken, hvor noget blev ytret rundt om bålet, og det blev en gnist, der tændte min frygt. Jeg følte pludselig, at jeg ikke hørte til i cirklen. Jeg tænkte, at fordi det, der blev sagt, ikke var min vej, så var enten deres vej eller min vej forkert. Jeg gik i seng med træthed og tristhed og en velkendt følelse af forkerthed og isolation efterfulgt af tanken ”måske hører jeg alligevel ikke til her… heller ikke her” Jeg mærkede, at der i mit indre blev lagt et beskyttende lag udover mit hjerte og mit engagement trak sig tilbage, og blev erstattet af en velkendt tristhed, der rimer på opgivelse.
Heldigvis var jeg vågen nok til at se, at jeg var fanget i en gammel antagelse, der lød ”Når deres vej ikke er min vej, så må enten deres vej eller min være forkert”. Jeg så, at oplevelsen af ikke at høre til, var en fortolkning af en situation, og at jeg havde et psykisk sår dér. Et sår, der handler om ikke at høre til nogen steder med hele mig. Jeg var heldigvis vågen nok til at blive nysgerrig og til at undersøge og tage mig af såret og langsom tale til det, indtil jeg faldt i søvn. Jeg hviskede, mens jeg skrev følgende ned ”Forskellighed er ikke en bekræftelse på, at nogle er forkerte, og må ekskluderes, også selvom den forskellighed føles truende. Den er bare og kræver af os, at cirklen udvides. Gør plads til forskellighed og forbundethed på samme tid. Ingen er forkerte, I er bare forskellige. Hold fast i din vej og gør plads til andres, ligesom de skal gøre over for dig. Du er ikke alene.”
Næste dag rakte jeg ud til en kvinde, jeg havde tillid og delte at mit hjerte havde lukkede sig, og mit sår var sprunget op. Hun delte sit, og vi kunne udvide cirklen sammen indeni os og omkring os.
Cirklen er den form, som er så dyb i os mennesker, fordi den er vores overlevelse: fællesskabet. Derfor er det også her, vi er allermest bange for at blive ekskluderes og kan føle den dybeste skam og den største frygt. Lad os tage denne læring og erfaring med os ind i skabelsen af en kulturel modning henimod større forbundethed og fællesskab, lederskab, kraft og kærlighed. Mulighederne bliver os givet hele tiden. I lørdags var én af de helt store. Lad os gribe dem sammen. Det skal ses.
Dette er mit brev. Det blev 4 sider lang. Min søn har formuleret det anderledes og meget kortere i 4 sætninger i sit brev til Christian Eriksen, som jeg har fået tilladelse til at dele. Når jeg læser det rammer det mig dybere end mit eget brev nogen sinde vil kunne gøre, fordi det står frem i al sin klarhed og kærlighed:
Hej Eriksen, det er Viggo på 12 snart 13 år,
Jeg sender denne her besked fordi jeg har tænkt meget på dig i dag. Jeg er kæmpe fan og har været det i 6 år nu. Det var et voldsomt uheld som gjorde mig og hele verden forskrækkede. Jeg er så glad for du overlevede. Du inspirere mig hver evig enneste dag. Kom tilbage og spil igen. Jeg elsker dig, kh Viggo
I morgen spiller Danmark igen. Viggo skal se kampen efter træning med “gutterne” hjemme hos sin ven. Jeg vil tænde bål I haven og på mandag mødes i cirkel med mine veninder. Det føles rigtigt.
--------
Ressourcer: Hvis du er nysgerrig efter at lære mere om visdommen i traumer og relationer, så kan jeg anbefale filmen ”The Wisdom of Trauma” Det er en film, der er set af 700.000 mennesker i sidste uge og som udfolder den visdom, der ligger i alt, hvad vi ved om traumer og relationer i forskellige discipliner og praksisser indtil nu. Filmen er også et forsøg på at skabe en kulturel læring og udvikling, som jeg også forsøger at beskrive i denne artikel, og du kan donere et selvvalgt beløb til at støtte projektet. Læs mere om filmen her:
With this film, we hope to make a small step towards creating a more supportive culture where our challenges don’t need to live in the dark, where vulnerability is seen as healthy and encouraged, where physical and mental health are treated equally, because they are one.
We hold the vision of a world that breaks free of the cycles of trauma and becomes more open and inclusive. It all starts with us, truly. It starts when we allow our wounds to teach us about listening, self-love and compassion and to remind us of the preciousness of life. Then truth opens our hearts and our innate wisdom begins to shine through our wounds Healing happens in connection, it happens in community.
Find filmen ved at søge på Gabor Maté The Wisdom of trauma.