top of page

Efteråret som hjælper

Efterårets stemning er præget af overgangen mellem sommerens udadvendthed og vinterens tilbagetrækning.


I denne overgang kan vi på det indre plan høste, hvad livet har bragt os, og vi kan sortere i, hvad der ikke længere skal bæres videre, men som skal slippes og dale til jorden og blive til næring for en ny vækstsæson efter vinterens nærende dvale.


Her hvor vi nærmer os slutningen af oktober, trækker energien i naturens sig mere og mere mod de mørkere dage og ned mod jorden. Energien trækker også i os mennesker, som vi er - vævet af naturen. Den trækker os indad og nedad i vores kroppe.

 

Årstiderne, der hvirvler rundt om os, påvirker os nemlig; de rører os dybt i vores psyke, krop og sjæl. Alligevel prøver vi ofte at ignorere følelsen eller den invitation, der ligger i luften, i jorden og i rødderne. Vi er blevet adskilt fra invitationen gennem en kultur, der har glemt vores større forbundethed og respekten for alt levende. Vi har mistet forbindelsen til den fortælling, som landet hvisker omkring os i hver årstid, og vi mister magien og skønheden, som ellers er tilgængelig for os.


I efteråret findes en visdom, som er særlig kraftfuld at arbejde bevidst med, hvis du står midt i en livsfase, hvor noget er ved at afslutte, men det nye endnu ikke er helt begyndt. I begge tilfælde er taknemmelighed en vej, både for det, du har fået, og for det, der ikke længere skal bæres videre. Nancy Levin kalder denne overgang: "To honor the space between no longer and not yet."



For mig symboliserer efteråret dette hellige rum.


At ære rummet mellem det, der ikke længere er, og det, der endnu ikke er begyndt, er en delikat proces. At stå midt i en overgang er ikke nemt. Det kan føles usikkert og gyngende. Der er ikke noget at holde fast i fra det gamle, og det nye har endnu ikke slået rod.


 For mange vækker det ubehag, sorg og måske angst, men et andet perspektiv er, at dette run, som er midt i mellem, er helt unikt, fordi det rummer uanede muligheder og en meget større frihed end normalt. Vi kan ære dette rum og møde det med nysgerrighed og åbenhed. Samtidig kan vi tage os af de dele af os, der synes, det er svært, og som måske har brug for at sørge eller blive beroliget. Kunsten er ikke at gå i kontrol eller undgåelse, når du står i en overgang. Nogle gange kan man få brug for hjælp til det, men indeni vores bevidsthed findes den bæreevne altid. Den er en del af vores sjælelige essens og kaldes i forskellige traditioner Selvet, sjæl, essens, vores sande natur.


Efteråret inviterer netop til en undersøgelse af dit livs mulighedsrum. Hvad skal med videre og hvad skal få lov at slippe og komposteres til næring for ny vækst i dit liv?


At slippe noget, så det bliver til næring, kræver en forståelse for, at det er udtjent, og samtidig at møde det med klarhed, medfølelse og taknemmelighed. Alt har haft en funktion også det udtjente, også selvom det har haft smertefulde konsekvenser.


At slippe på denne måde kræver en dybere undersøgelse af det udtjentes funktion og dets gode intention. Det kræver medfølelse for, hvorfor man engang havde brug for at tage noget ind eller gøre noget, der nu er udtjent og måske endda har destruktiv effekt eller som blot ikke længere er muligt at leve efter. I dette perspektiv kan vi sige tak for alt.


Nogle ritualer fx omkring fejring af efterårsjævndøgn eksemplificeres den modsatte måde at slippe på. Her ser vi folk skrive på lapper af papir, noget de vil slippe uden en forudgående kærlig undersøgelse og taknemmelighed. Lapperne smides så ind i et bål med et ønske om at det, der står på lappen forsvinder ved at blive brændt op. I overført betydning forsøger man at brænde dele af sig selv på bålet – alt det, de man vil af med eller fixe og det gøres fra:

  • kamp

  • frygt

  • fortrydelse

  • selvkritik

  • foragt

  • blindhed mm.


I virkeligheden er dette en form for selvhad eller en forstærkning af en indre polariseringer, der pakkes ind i et smukt ritual, men som i virkeligheden ikke er kærligt eller hjælpsomt. Det er ikke et ægte slip, der sker organisk som blade, der slipper af sig selv. Det er en afbrænding af noget, der ikke er blevet mødt eller forstået, og i sådanne tilfælde vil det altid vende tilbage. Ikke for at genere os, men for at få den opmærksomhed, det fortjener og længes efter.


Her kan vi i stedet bruge efteråret som læremester. I det store økosystem er "give slip-processerne" frugtbare dødsprocesser, der giver næring til nyt liv, og de er aldrig et udtryk for, at noget er forkert.


Et blad skifter farve, fordi træet trækker sukkerstoffer ud af det for i stedet at samle næring til vinteren, hvor solen er mere fraværende. Bladet slipper derefter og lander på jorden, hvor det i sin dødsproces formulder og bliver til næring for jorden og de frø, der ligger og venter. Bladet slipper ikke, fordi det er forkert, fordømt eller forsømt. Det slipper som en del af det livgivende princip.


Liv-død-liv- processen er faktisk ret udramatiske i naturen. Det betyder ikke, at de ikke kan se voldsomme ud eller virke skræmmende for os mennesker og selve forrådnelsen kan virke frastødende, men i naturen foregår det udramatisk og uden dom, som en del af den store livscyklus.


På samme måde kan vi gå til vores eget indre økosystem, og se det som at vores indre dele af os selv, bærer på byrder (fx negative antagelser, destruktiv adfærd, smertefulde tilstande eller følelser), som engang tjente os og var nødvendige at bære, men som nu er udtjente. Disse byrder er kommet ind i vores liv som følge af traume, svigt eller tab, eller de kan være blevet overført som en del af en transgenerationel transmission eller som kulturelle eller religiøse byrder. Alt sammen noget vi ikke selv har valgt.


Ved at bevidne, hvornår byrden kom ind i vores liv, og ære dens rolle og effekt i vores indre system, kan vi også adskille delen fra den byrden, som delen bærer på. Det er byrden, der kan slippes som et blad, der falder til jorden og det kan ske uden kamp, selvhad, destruktion, undgåelse eller kontrol, mens vi bevarer den del af os selv, der tog på sig at bære den. I dette perspektiv findes, der ingen dårlig dele, kun svære byrder.


Byrder slipper af sig selv, når den del af dig, der har båret byrden, er blevet hørt og trygt forbundet med dig, og dermed ikke behøver, at bære byrden længere. Tilbage står delen med alle sine ressourcer, der nu kan berige dit liv på ny. Et indre forår er forberedt. Når det sker på den måde, kommer byrden ikke tilbage fordi:

  • Du forstår og har bevidnet byrden

  • Du har adskilt den fra delen, der bærer byrden.

  • Du er her for at tilbyde tryg tilknytning til både den del, der bar byrden OG dens beskyttere - altså andre dele, der har forsøgt at håndtere byrden.

  • Du er ældre nu end dengang

  • Du lever i andre, tryggere relationer

  • Du lever i ændre livsomstændigheder

  • Og måske vigtigst af alt: fordi traumet, der gik forud for byrden er ovre.

 

Spørgsmål, der kan være hjælpsomme til at starte sådan en proces kan være:

  • Hvad var til stede dengang, der gjorde, at jeg havde brug for at gøre, tænke og vælge, som jeg gjorde?

  • Hvorfor havde jeg brug for det?

  • Hvad hjalp det mig til i forhold til tilpasning eller overlevelse?

  • Hvor gammel var den del af mig, der blev nødt til at gøre, tænke, følge og vælge det?

  • Hvad vidste hun/han ikke, som jeg ved nu?

  • Hvad føler jeg over for den yngre del af mig, når jeg ser, at det, hun gjorde, tænkte, og valgte, var nødvendigt dengang? Kan jeg sende forståelse og varme til den del af mig selv, der blev nødt til at bære denne byrde?


Disse er de første skridt til at hjælpe den del af os, der har båret en byrde. Dette er det rum, som efteråret understøtter. Det er et helligt rum mellem ikke længere og ikke endnu. Her kan vi åbne os for de nye muligheder og den indre forløsning. Vi kan lade det, der skal falde, falde til jorden helt af sig selv, når det er klar, og bliver en del af det store livgivende princip.

Comments


bottom of page