top of page

At være rumholder

Nogle gange har jeg som terapeut og som Signe brug for at berolige mig selv og skabe klarhed, når jeg er sammen med mennesker, der er i stor lidelse og magtesløshed i forhold til deres traumer og livsvilkår. Det gælder både professionelt og i mit privatliv.


Med min egen historie med tab, traume, udbrændthed og overinvolvering har jeg brug for at støtte mig selv ekstra vågent og kærligt i disse møder, og jeg er naturligvis i supervision og egenterapi som en fast del af mit (arbejds)-liv.


Men jeg har også en form for bøn, som er stærkt inspireret af sindsrobønnen i Mindful Selvmedfølelse (MSC) Den kan jeg søge tilbage til - enten under samtalen med et andet menneske (i indre dialog med dele af mig selv) eller efter samtalen (i meditation). For selvom jeg ved det hele, så kan jeg stadig glemme.


Den lyder sådan her:


"Alle mennesker er på deres egen rejse gennem livet

Jeg er ikke årsag til dette menneskes lidelse

Ej heller står det i min magt at få lidelse til at forsvinde

Selvom jeg ville ønske jeg kunne

I stedet kan jeg tilbyde et rum, hvor mit Selv og dette menneskes Selv kan få plads

Og hvile i tillid til, at alle mennesker har et Selv, der kan heale det, der skal heales og finde den vej, der skal findes."


Jeg er rumholder for menneskers indre rejse i opdagelsen af deres medfødte ressourcer til healing og kraft. Jeg er ikke frelser, en ny mor eller alvidende. Jeg kan ikke fikse noget, knuse problemer eller lave mennesker eller livsvilkår om. Jeg kan og vil ikke bære noget, der ikke er mit, og jeg ved ikke hvilken livsvej, der er folks egen at betræde.


Jeg er rumholder.


Rumholder for den mulighed, at der kan skabes udvikling, vækst og lindring, når timing, match og parathed er tilstede, og at det sker når menneskers eget Selv får plads i samspil med andre og noget større. Det sker ikke altid, men der er altid mulighed for at undersøge rummet for, at det kan ske, eller plante et frø, der kan spire en dag.


Jeg er rumholder.


Derfor laver jeg heller ikke længere traditionel samtaleterapi eller parterapi båret af en strøm af ord, redskaber og problemløsning. Jeg laver stadig terapi, men på en anderledes måde med Internal Family Systems (IFS) og jeg arbejder med grupper, hvor jeg inddrager andre kraftfulde rumholdere, som de findes i musik, sang, dans og natur og i et større felt, jeg ikke har ord for.



bottom of page