Brombærbusken bærer alle faser fra knop til frugt på én gang lige nu! Den bærer det sure med det søde, det spæde med det fuldmodne, det skønne med det stikkende.
Sådan er det for mange af os lige nu. Et modsætningsfyldt efterår er skudt i gang.
Her kan selv-medfølelsen være et godt anker. Brombærbusken minder os om, at udvikling af selv-medfølelse er en livsproces, der aldrig stopper. Igen og igen byder livet os udfordringer, og hver gang er en mulighed for at møde vores grundsår, frygt og undgåelse fra et dybere, varmere og mere medfølende sted – som i en smuk spiral.
Dette er ikke en lineær proces.
Dette er en cyklisk proces. Ligesom brombærenes udvikling fra knop til frugt.
Undervejs i livet og i vores praksis med selv-medfølelse bliver vi begejstrede, og undervejs bliver vi hamrende desillusionerede. Dette er også cyklisk. En udfordring rammer os. Vi tager et valg, vi fortryder, vi kommer til at såre et andet menneske eller os selv, og et livsvilkår bliver pludselig tydeligt i al sin urokkelighed.
Her glemmer vi, at selv-medfølelsen altid er tilgængelig, og at det mest selv-medfølende nogle gange er at søge hjælp hos andre mennesker. At stå ved vores uperfekthed, vores fortrydelse, vores skamfuldhed og at række ærligt og sårbart ud og bede om hjælp til at håndtere det, der føles som en stor nedtur.
Når vi kan bære, "at det er, som det er", kan vi forsætte med mindre kamp i livets bølgegang, og vi kan minde os selv og hinanden om, at læring i spiralform er som en cirkel, der er blevet sat fri. Vi ser da klart at smertefulde gentagelser er vores mulighed for igen og igen at møde op med dybere medfølelse og højere visdom i livet og med hinanden. Når vi taber tråden, så samler vi den simpelthen op igen.
Min kolonihaves brombærkrat minder mig om dette i denne tid, hvor jeg af forskellige grunde tit taber tråden, og nænsomt må samle den op igen og igen. Jeg udfordres og inviteres til at rumme, at alle faser er i gang på én gang lige nu, om jeg vil det eller ej.
Tak til Brombær