At bære sin mors smerte

At bære sin mors smerte er blevet mange døtres opgave.


Det blev min i de sene ungdomsår. Det var ikke noget nogen af os havde valgt.


Det var ikke en byrde, jeg kunne vælge ikke at tage på mig dengang. Selv om mange sagde, at jeg skulle lade være. Det valg kan en ung kvinde i den alder på det tidspunkt i livet endnu ikke tage.


Det var heller ikke noget min mor dengang vidste, hvordan hun skulle stoppe med at give mig videre selvom, hun forsøgte. Hendes smerte var blevet altopslugende, og hun bar selv arvebyrder fra sin mor og andet ukendt med sig i mørket.


Det endte ikke lykkeligt og forløst. Desværre. Min mor døde på vej ned i endnu et altopslugende mørke.


Der er ingen “happy end” at berette om. Dermed har jeg i dag heller ingen råd, quick fix, workshops, kurser, meditationer, piller, spiritualitet, eller terapi, jeg kan sælge som “redskab” der vil fjerne denne smerte i arvebyrde én gang for alle.


Faktisk er der risiko for, at når vi engagerer os i forskellige typer af redskaber i forsøg på at udslette smerte fx i løsningsmodeller, spirituelle praksisser eller evidensbaserede terapier, så forstærkes den. Vi forsøger nemlig stadig at fixe og fjerne vores egen smerte, som vi forsøgte at gøre det med vores mors.


Det har jeg tidligere gjort med mig selv i perioder og på det sidste, så jeg, at jeg var blevet fanget i det igen. Man kunne kalde det “bypassing”. At bypasse smerten med "redskaber". Det kan have mange ansigter; praktisk, terapeutisk, medicinsk eller spirituelt.


Her findes kun én vej. At se at dette sker igen uden skam. Dette er et svært øjeblik og det er fælles menneskeligt. At det undgåelsesmønster man kender, har man glemt, og er blevet fanget i igen.


At se at jeg igen flygter, kæmper i mod og forsøger at fixe mine arvebyrder med forskellige midler. At jeg lige havde glemt det hele, og jo mere jeg forsøger at "klare det", jo værre bliver det. Som datteren på billedet. En heltinde, der ser fremad, kæmper videre, alene. En kvinde, der bærer på alt for meget for alene.


Her kender jeg ingen anden vej end at række ud til de få udvalgte fortrolige mennesker, der er i mit liv (privat og professionelt) og bede dem om at hjælpe med at bære igen, acceptere og tillade uden at fixe. At gå med mig for en tid…. indtil jeg husker igen. At gå stille og roligt med mig ud af ensomheden med fuld tilladelse og accept.


I dette felt kender jeg ikke anden medicin end kærlighed og fællesskab.


Foto: Noelle Mirabella