Nogle gange må vi trække vores sværd! Når grænser bliver overskredet, uretfærdighed eller overgreb bliver begået. Når vi skal beskytte én, der er svag, herunder dele af os selv, vores børn, vores elskede eller vores ejendele mod at blive hærget, ødelagt eller manipuleret med. Eller blot når nok er nok!
Hvis vi har vores rødder solidt plantet i jorden og en stærk ryg, der holder, så kan vi trække sværdet rent, tydeligt og kraftfuldt. Uden at smøre vores klinge med gift eller anden form for ødelæggelse. Uden manipulation og uden, at vi placerer vores egne smertefulde følelser på den anden, fordi vi ikke selv vil tage ansvar for at bære og regulere dem.
Vi trækker sværdet rent og ærligt. Tydeligt og klart fordi det er det mest medfølende og beskyttende at gøre for alle. "Nu skal det stoppe! Stop! Nu!" Vi siger nej til at vedligeholde vores del af et destruktivt og selvforstærkende mønster. Vi træder ud af det dysfunktionelle samspil, og vi gør det med klarhed og værdighed.
Det er dét, der kaldes Yang selv-medfølelse eller Fierce Compassion!
Det kræver både visdom, skelneevne og kraft og stor selv-ansvarlighed for det kræver, at vi tager hånd om vores egne sårede, vrede eller frygtsomme dele, så de bliver hørt af os selv, og dermed ikke behøves at blive hørt af den anden. Projekt "hør mig, se mig, red mig" slipper vi fuldstændig i forhold til den anden, og vi vælger aktivt at erstatte dette projekt med processer af dyb selv-medfølelse og regulering. Hvis dine frygtsomme, vrede eller sårede dele derimod IKKE bliver hørt og reguleret forbliver disse dele hjemløse og vil fortsætter som vildfarne kugler, der bare skyder løs på vedkommende og senere på alt og alle som en soldat i febervildelse med risiko for til sidst at brænde ud i et kollaps.
"At trække sit sværd" kan man få hjælp til, men det kræver, at man vil tage ansvar og holde sin egen frygt og sårethed nænsomt, og sin vrede med styrke og dyb anerkendelse, mens man gør det, der skal gøres; nemlig at trække sit sværd!
Comments