Væmmelse og afsky hører til vores primære emotioner sammen med frygt, vrede, sorg, glæde, overraskelse og medfølelse. Vi har fået vores primære emotioner i dåbsgave, fordi de alle har vigtige funktioner i forhold til at sikre vores overlevelse fysisk og psykisk. De er så og sige blevet vævet ind i vores biologi som ressourcer, som når vi får adgang til dem i deres rene primære form, er her for at hjælpe os:
Frygt, der vil beskytte os
Vrede, der vil forsvare os
Sorg, der vil forløse os
Overraskelse, der vil åbne os
Glæde der vil forbinde os
Medfølelse, der vil forene os
Men væmmelse og afsky er den af vores primære emotioner, vi sjældent tillader os at mærke og tale om, og som vi arbejder mindre bevidst og konkret med i det terapeutisk rum. Det er den primære emotion, vi sjældent ærer som dyb psykiske ressource, når den optræder i sin rene primære form i vores liv.
Men når vi går uden om væmmelse og afsky, går vi også uden om den gave, der bor dybt inde i væmmelse og afskys kerne, og det kan få store konsekvenser.
Væmmelse og afsky er nemlig i sin rene primære form vores krops og vores sinds måde at udskille, slippe og udstøde det, der forgifter vores indre.
Dens sansning er kvalme, og dens sprog er NEJ! Det dybeste NEJ en krop kan udtale. Dens kanal er brækrefleks eller reelle opkastninger.
Vi har alle erfaringen fra kroppens dybeste NEJ, når vi har drukket for meget alkohol eller spist fordærvet skaldyr eller giftige bær og svampe. Når vi har lukket det ind i vores krop, så skal det ud igen, for ellers forgifter det vores indre og truer kroppens kraft og overlevelse. Det er bare sådan, og vi kan ikke kæmpe i mod.
Psykisk gælder samme mekanisme.
Væmmelse og afsky beskytter vores dybeste integritet, afgrænsning og kraft. Den hjælper os med at mærke, hvad der skal ud af vores system, fordi det er skadeligt, og ikke tilhører os eller længere tjener os godt.
Dens gave er uvurderlig ved grænseoverskridelse, overgreb, traumer, stress og udbrændthed. Med væmmelse og afsky kan vil ligeledes aktivt og tydeligt sige NEJ til at tage andre menneskers negative energi, dårlige intentioner eller smerte ind i vores system. Den hjælper os til at sige NEJ til at bære noget, der ikke er vores eller som ikke vil os det godt. Og den hjælper os til at sige NEJ, når vi selv bliver ved med at begå neglekt, kontrol, grænseoverskridelse og overgreb på vores egen autencitet og sårbarhed.
Men hvor vi med forgiftet mad ikke kan kæmpe i mod og væmmelsen og afskyen kommer naturligt med kvalme og opkast, kan vi psykisk godt kæmpe i mod eller undgå at mærke vores primære følelser i hvert fald for en tid. Det gør vi ved at lægge et slør af sekundære følelser udover de primære følelser f.eks. kan vi sløre vores frygt med projektiv vrede, eller vi kan sløre vores sorg med påtaget glæde.
Det gør vi ikke fordi, vi er dumme, forkerte eller underudviklede. Det gør vi som ren beskyttelse, fordi vi frygter, at det at mærke den primære emotion bliver for overvældende og "aldrig vil stoppe igen" eller fordi vi har erfaringer med, at det at mærke den primære følelses rene kraft engang ikke var tilladt eller måske endda blev straffet, udskammet eller stoppet af mennesker, man elskede og var afhængig af.
Væmmelse og afsky sløres oftest med sekundær skyld og skam. "Det var min egen skyld, at jeg lod mig underkaste, stresse, voldtage, tilpasse mig, grænseoverskride, forelske, og det var min opgave at redde, sluge, omarbejde den andens smerte, mørke eller aggression og dermed også min egen skyld, at det ikke lykkedes!"
Skam vender således det, der skal ud, indad, og vi sluger så og sige det forgiftede, som var det ens eget eller ens opgave at forløse det indadtil. Vi sluger det ikke, fordi vi bevidst vil ødelægge os selv, men fordi vi ikke ved bedre, eller fordi vi tror, at vi ikke er mere værd og at et NEJ er muligt.
Væmmelse og afsky i sin rene primære form vil rense os. De vil hjælpe os med at udstøde, slippe, og kaste det op, der ikke længere er vores, der forgifter vores indre og truer vores integritet og kraft. Det er vejen til klar og kraftfuld afgrænsning.
Og nej det er ikke pænt og nydeligt. Det hører ikke til en stille terapeutisk stund med duftlys, blomster og yoga nidra. Dette kan vi tænke os igennem, chante os igennem, meditere os igennem eller afspændes os igennem. Det skal ud. Her må vi gå med kroppens dybeste NEJ!
