Nogle gange bærer vi på smerte, der ikke er vores.
Smerte, der var vores forældres, og som vi uden et frit valg tog ind og tog på os.
Ingen bestemte det skulle være sådan, heller ikke vores forældre, men energi søger derhen, hvor der er plads, og nogle gange er der mest plads i børn, selvom de er mindst.
Det er trist, og selvom vi alle kan blive enige om, at ingen børn burde bære tidligere generationers smerte, er det afgørende for vores samfundsudvikling og den terapeutiske proces, at vi tør se i øjnene, at det sker hver dag, og forstå at på trods af smerten, er der også knyttet psykologiske fordele for børn ved at bære deres forældres og tidligere generationers smerte.
Arvebyrder kan nemlig betyde og sikre forbundethed for børnene til de voksne og til deres slægt. Smertefuld forbundethed jo vist, men for børn er smertefuld forbundethed bedre end ingen forbundethed.
Ingen forbundethed er nemlig lig med døden - enten fysisk eller psykisk. Dette gælder i øvrigt for os alle, men særlig for de mindste, da de er dybt afhængige af os voksne. De må ofre autentiske dele af sig selv for forbundethed og i ekstreme tilfælde deres sunde psykisk liv. Derfor må børn, der bærer arvebyrder aldrig gøres forkerte, ej heller må det gøres forkert, at de tog byrden på sig. De fik ikke et valg.
Arvebyrder løber gennem generationer i familier - i linjer af mødre, mormødre, oldemødre og længere tilbage. I linjer af fædre, farfædre, oldefædre og længere tilbage. Det er strømme af tristhed, skam, frygt eller aggression. Det er traumer, overgreb, selvmord, ulykke, voldtægter og tab, der sætter aftryk og bliver overleveret som følelsesmæssige byrder og energi generation efter generation.
Transgenerationel transmission hedder det med et dyrt ord inden for psykologien. Jeg kan bedre lide ordet arvebyrder. I psykologien har forskning i epigenetik hjulpet os til at forstå mere om, hvordan dette på genetisk plan kan foregå. Et fænomen som verdenens shamaner og andre visdomspraktikere altid har arbejdet med, men som naturvidenskabelig forskning nu er begyndt kortlægge på celleplan med deres sprog og metoder.
I terapi er det muligt at adskille, hvad der er din smerte, og hvad der kke er din smerte, og det er muligt at forløse og slippe den smerte, der ikke er din.
Dette er ikke blot for din egen skyld, men også for dine børns og dine kommende børnebørn og oldebørns skyld. Det er nemlig muligt at stoppe den transgenerationelle transmission i din slægt.
Processen er både terapeutisk og rituel og i den metode, jeg er trænet i (Internal Family Systems, IFS), kaldes den "Legacy unburdering" Det er en smuk og kraftfuld vej at gå, men den kan først udfolde sig, når dit indre landskab er klar og fordelene ved at bære slægtens byrder er blevet anerkendt, forstået og æret.
Jeg guider dig på vejen dertil.