Search
  • Skrevet af Psykolog Signe Steenberger

Opgiv håbet og få det bedre


Nogle gange er vores voksne relation til vores forældre eller (ex-)partner så langvarig smertefuld og fastlåst, at den eneste måde du kan få det bedre er at lade håbet dø. Du lader simpelthen håbet dø om, at relationen nogen sinde blive bedre, og at din forældre eller (ex-)partner nogensinde kommer til at kunne give dig det, du aldrig har fået.

I det uvirksomme håb holder du nemlig fast, og forsøger at lave enten dig selv eller den anden om, men gang på gang mislykkes det, og du får det værre.

At lade det uvirksomme håb dø er at sætte dig og relationen fri til at være det, den er lige nu. Det er at se realiteterne i øjnene. Herfra kan du forholde dig til, hvordan I skal ses, hvor meget, hvor længe og under hvilke rammer, og måske bliver dit valg ikke at ses for en periode eller for altid.

Men hvis du har et smertefuldt forhold til enten din forældre eller (din ex-) partner, så har du sikkert allerede prøvet at lade håbet dø i årevis, f.eks. ved ikke at have "nogle forventninger" eller på andre måder har du forsøgt at frakoble dig din tilknytningsrelation til den anden.

Du har måske skrevet breve, taget snakke, haft konflikter, gået i terapi, afbrudt kontakten i en periode, underkastet dig eller domineret. Du ved, at det er et værre knokleri, og du har brugt uanede mængder af energi på at frakoble dig eller ændre den anden eller dig selv i håb om, at det skulle blive bedre.

Og ja det er et være knoklearbejde at frakoble sig en tilknytningsrelation.

Disse relationer er nemlig biologisk "wired in" i vores hjerne og hjerte fordi deres funktion er at sikre vores overlevelse som børn, og i det langvarige parforhold - også selvom det måske nu er endt i en skilsmisse - søges denne følelsesmæssige funktion stadig opfyldt.

Måske er du nået dertil, hvor du tror at knokleriet er lykkedes, men du bemærker at glæden, friheden og en eventuel tilgivelse er udeblevet. Det er muligvis fordi du er frakoblet fremfor frisat, og at frakoblingen er drevet af bitterhed og vrede eller måske af en kraftesløs offertilstand. Dette er frakobling ikke frisætning, og sandheden er, at du er stadig bundet ind i utryg tilknytning til den anden.

Men der er en anden vej. Den anden vej gå indad. Den er smuk, og den kalder på alt dit mod, for den handler om, at du går ind og henter de indre dele af dig, der stadig håber. De dele er typisk ikke særlig gamle, og de knokler stadig for at få kontakt og kærlighed fra din mor eller far eller måske nu fra din (ex-)partner, hvis det er her dit gamle tilknytningssår nu er sprunget op og udspiller sig.

Det indre arbejde handler altså om at etablere et møde med de yngre dele af dig selv, der stadig håber, holder fast og knokler, og at give den del af dig, det hun eller han aldrig fik.

Når vi laver dette arbejde terapeutisk, så arbejder vi mindre på det sproglige og intellektuelle plan f.eks. med at tænke og tale os til nye indsigter, og mere på det emotionelle, kropslige og meditative plan med dybere transformative processer. Det kan alle finde ud af. Det kræver blot mod, nysgerrighed og villighed fra dig og en terapeut, der kan guide dig roligt og kompetent, og holde rummet for dig, mens du går vejen indad.

I dette indre arbejde er vi med barnet, og vi er barnet på samme tid. Derfor kræver det mod, for du skal turde at mærke sorgen, vreden, skammen og frygten som den unge del af dig bærer, og samtidig skal du holde, elske, respektere og stryge det barn, og hjælpe det til at blive frisat i kraft af din nu voksne kærlighed og medfølelse. Når det sker lader du ikke blot ham eller hende vide, men også MÆRKE, at du nu er kommet som ny god forælder eller en ny kærlighedsressource. Først der kan hun eller han slippe og lade sit håb dø. Før kan vi ikke forvente. Faktisk er det ikke fair af os selv eller andre at forvente det før.

I den ydre verden må vi nemlig aldrig bede børn om at opgive håbet om tilknytning, før vi har stillet en ny tilknytningsrelation rådighed. Det ville være at bede dem om at opgive deres overlevelse. Dette gælder også barnet eller det unge menneske, der stadig bor i os. Vi må aldrig bede dem at opgive håbet uden at stille en ny tryg tilknytningsrelation til rådighed.

Men det er tit det vores indre kritiker forsøger at gøre i bedste mening, men med skadelig effekt. Vredt, nedladende og hårdt taler vi til os selv "Kom nu bare over ham, det er jo ynkeligt" "Eller hvor er du dum, svag og latterlig, at du bliver ved med at lade din far eller mor såre dig, tag dig sammen!" Det er også denne negative og skamfulde effekt andre menneskers "gode råd" kan have på os, når de siger: "Kan du ikke bare komme videre?"

Men det virker ikke. At slippe håbet og blive sat fri er kun muligt, hvis du har gjort dit indre medfølende tilknytningsarbejde først. At slippe en ydre tilknytningsrelation er således et indre tilknytningsarbejde.

Herfra kan der springe uventet nyt liv i relationen mellem dig og den anden eller jeres relation kan få lov at slippe og blive sat fri til alles bedste.

I terapi kan du få hjælp til at slippe dit uvirksome håb i kærlighed

111 views
  • LinkedIn Social Icon
  • Black Facebook Icon

© 2017 af Psykolog Signe Steenberger